Lykkelige

Den anden dag sad Jesper ved computeren og jeg sad og zappede lidt rundt. Jeg havnede på et program om skilsmisser, hvordan det påvirker de voksne og børnene.

Jesper hørte lige med i programmet fra sidelinien, og kom så lige af med lidt tanker. HAn var glad og lykkelig for at vi ikke var gået fra hinanden, efter at have tænkt lidt siden pokeraftenen i lørdags, kunne han slet ikke se sig selv et andet sted end hos sin familie og kone. Han var glad for , at jeg er stædig og tilgivende, og at han ikke nåede at fucke tingene fuldstændig op. De varmede så meget de ord og gjorde mig lykkelig. Selvom vi jævnligt taler om vores situation og hvor godt vi har fået det, er det altid rart at få det bekræftet.

Man kan sige, vel er jeg nok stædig og tilgivende, men hvis Jesper ikke selv havde lyst til at komme tilbage, havde han jo heller ikke gjort det. Samtidig var det et heldigt sammentræf af reaktioner hos os og i vores vennekreds, der gjorde det.

Tak Frø, du satsede et livslangt venskab for vores og dine "gudbørns" skyld.

Men selv om det hele har været godt for noget, kunne jeg godt ha' været foruden det, det har givet nogle ar. Men samtidig er vi jo blevet meget bevidste om det vi har sammen og at vi ikke kan undvære hinanden, elsker, begærer, forkæler og respekterer hinanden, Livet er vidunderligt. Jeg er glad for, at jeg har været stærk nok til at følge min mavefornemmelser istedet for fornuften, det har absolut været det hele værd, selvom det nok på nogle områder havde været den lette løsning at kaste håndklædet i ringen. Og dog, det havde heller ikke været let.

Min svigermor er klog på mennesker, ihvertfald. En af dagene i den 1½ uge var væk, sad jeg ude i hendes kolonihave og græd snot. Hun var overbevist om, at Jesper efter en kort tænkepause ville komme tilbage, det var en panikløsning han lavede. Jeg troede ikke på svigermor lige der, men hvor havde hun ret. Bagefter kan jeg godt se på hans reaktionsmønster, vores samtaler og sms'er, at han langtfra var færdige med os, men man ser ikke klart, når man står i det. Jo mere jeg tænker over, var det jo allerede mandag på Oscars 1. skoledag, at han savnede os og tvivlede på beslutningen, hvor han så klart gav udtryk for det 2 dage efter.

Ville lige tilføje, at det jeg også har fået ud af det, endnu en stor gevinst, er et langt tættere forhold til mine veninder (vi har vist fået åbnet op for meget) + genlært Michael at kende ( der er gået alt for mange år)