Før jeg lærte ex'en at kende løb og trænede jeg meget, men det blev til stor ærgrelse ikke til meget i de første mange år med ham. For et par år siden startede jeg så til fitness og nød både core- og attack-træningen.
De sidste par somre har jeg også fået løbet lidt i skoven, men en bemærkning om, at jeg ikke kunne overhale skovsneglene dræbte motivationen en del. Sidst sommer meldte jeg mig til løbeklubben i mit tidligere arbejde, men det stoppede da jeg stoppede der og jeg var tilbage til småturene i skoven. 1½ måneds sygemelding sidst sommer gjorde dog, at jeg kom lidt mere i gang med løbet og genoptog svømmetræningen og mærkede fremskridt på kroppen, men da jeg startede arbejde i København og samtidig havde skolen også, var det begrænset med tiden til det efterfølgende.
Over vinteren prøvede jeg at holde det lidt ved lige på løbebåndet og da foråret startede, startede jeg i skoven igen, men havde ikke helt overskuddet og så kom skilsmissen og tog en del af det resterende overskud. Da jeg startede det nye arbejde, blev jeg spurgt om jeg ville deltage i DHL'en og jeg svarede måske lidt for kækt ja, der var jo lang tid til, så selvfølgelig kunne jeg det..... Desværre gik samværet med børnene jo ikke helt efter planen, så tiden har været knap. Men i løbet af sommeren
genfandt jeg kampgejsten, fik løbet når det var muligt, men har ikke lige været tilfreds med fremskridtene, synes ikke tiden og kondien har været god nok. Jeg var nok lidt flov over min kondition og manglende tro på mig selv, så jeg fik undslået mig løbeturene med kollegaerne i Frederiksberg Have med at skulle hente børn.
Men jeg fik løbet herhjemme i løbet af sommeren og i torsdags fandt DHL så sted og jeg var meget usikker på om jeg kunne og flov over, at jeg ikke kunne gøre det på for mig acceptabel tid.
Jeg var løber 1 på holdet og fik lagt ud i god stil og gennemførte på under ½ time, så fedt, en fantastisk følelse da jeg havde gennemført. Jeg kan løbe 5 km og jeg kan gøre det hurtigere end skovsneglene... en personlig sejr er i hus :-) Da jeg løb forbi teltet hvor kollegaerne = hepperne stod, var det med rank ryg og et smil, så fed en følelse, at blive klappet af og heppet på, at nogle giver opbakningen.
DHL er gennemført på under ½ time og jeg har svært ved at få armene ned... og da jeg på et tidspunkt kiggede på mellemtiden, blev jeg helt nervøs for om løber nummer 2 nu også var nået hen i startbåsen, da jeg nu kom alt for tidligt, men han var heldigvis klar!
Hvad så nu - er det slut med at løbe, absolut nej, har lige aftalt med en tidligere kollega, at vi skal deltage i andre løb og til næste år har jeg taget en del af tiden og jeg arbejder på, at kunne løbe en10km. Tiden er til personlige mål og sejre, jeg KAN !
