Min far

I går var det 13 år siden min far døde i en alder af 44 år, alt for tidligt. Jeg husker stadig tydeligt, da jeg fik det at vide og avisoverskriften. Jeg havde ikke haft kontakt med ham de sidste par år han levede bl.a. på grund af hans alkoholproblem, mit eget valg og noget jeg var nødt til at gøre.

Jeg husker også alt fra tiden efter hans død og i forbindelse med bisættelsen, i en alt for tom kirke, hvor var hans venner og familie, da det galt? Min far var på rette kurs, da han døde, havde lagt alkoholen på hylden og hans største ønske var at se sine piger igen, det nåede han desværre ikke........ , hvor ville jeg ønske det var sket. Min søster og jeg ser ikke vores familie på den side længere, der er sket for meget ballade, så kontakten stoppede, da vores famor døde for nogle år siden, en vidunderlig sønderjysk kvinde, der forstod og aldrig opgav at kæmpe, selvom livet var svært og bød på megen modgang. Det er nok fra hende, at jeg har min fightervilje og stædighed, den er der når det gælder

Jeg må sige, at med årene tænker jeg mindre på min far, men jeg savner ham, som den han var. Savner ham specielt ved de store begivenheder i mit liv, glæder som sorger. Det eneste jeg arvede var hans fotoalbum fra hans unge dage og soldatertid, og det er nok det mest værdifulde jeg kunne overtage, alt andet gik tabt i branden.

Jeg ville ønske, at han er en del af mit liv, at han kendte sine børnebørn og at vores børn havde en morfar, at han var med til mit bryllup, da børnene kom til verden, deres barnedåbe, fødselsdage og juleaftner, der har altid manglet en for mig. Skæbnen ville det anderledes, og jeg ved at et eller andet sted, så ved han at det er gået mig godt og er stolt af mig, sine børnebørn og svigersøn, som kun en far kan være.

Og som Oscar siger, så er han en af de klareste stjerner på himlen, ligesom Oscars oldemor (Jespers farmor).