Tilføjelse til sidste indlæg

Det skal lige siges, at man selvfølgelig er nødt til at være 2, der deler holdningen om, at forsøge igen ellers er det jo lidt lige meget. Men jeg har fundet ud af, at det også er en vej, der kræver mod, begge parter har fejl, som kommer frem i lyset og man bliver konfronteret med. Og fejl på os selv, er det ikke det, som vi er mange der har svært ved? Det er det, jeg mener med at det måske er for let at smutte og dermed ikke sagt, at det er uden følelsesmæssige omkostninger, for her, for her kommer der jo også en sorgproces, man skal igennem og den gør ondt. Det kræver mod, at indrømme fejl, måske fordi samfundet er sådan, at vi alle skal være ufejlbarlige, og perfekte. Men ingen er perfekte, og forhold er også kompromisser, acceptere "fejl" og stærke og svage sider, forstå hinanden, vide hvorfor man reagerer som man gør.

Det har været en hård, men lærerig proces, som nok ikke er slut endnu. Den har været grænseoverskridende, men jeg er også kommet i kontakt med følelser, som jeg ikke vidste jeg havde. Men som jeg tror, gør mig til et bedre menneske, bedre partner, bedre mor og til en "hel" person. Invester tid i at nå ind i dig selv, mærk efter i maven, er det den rigtige mavefornemmelse? Brug tiden på det, det lønner sig.

Konklusionen herfra er, at hvert forhold er forskelligt, hver person er forskellig, og det der er rigtig for nogle er helt forkert for andre, generalliseringer kan ikke bruges, der kan være paraleller, men ingen rigtige eller forkerte beslutninger.

Nogle gange har jeg ønsket mig en krystalkugle, det kunne være fedt at se ind i fremtiden og finde ud af om man tager de rigtige beslutninger, men omvendt ville der nok være mange ting, jeg så aldrig ville opleve, som har styrket mig, ubehagelige ting, der har ført positive ting med sig. Livet er jo en læreproces og jeg har jo overlevet, de sorger jeg har været i gennem, selv om det ikke altid har virket som om jeg ville gøre det, medens jeg stod i det, men det har jo gjort mig til den jeg er idag. Så krystalkuglen har jeg droppet....

... derimod har jeg længe ønsket mig en spole- og en pauseknap i livet, pauseknappen til at fastholde fantastiske øjeblikke, og forward spoleknappen til at komme hurtigt igennem de ting der gør ondt. Her tænker jeg på, tiden uden Jesper, veerne under vores børns fødsler, reward spoleknappen til at genopleve betydningsfulde stunder . Jeg kan kun finde play-knappen!!!!!

Sindet er egentlig en utrolig ting, man glemmer hurtigt hvor ondt det egentlig gjorde, man kan godt huske det gjorde ondt og der var knap gå fede ting, men det bliver lyserødere med tiden, men når man er i situationen igen, forliste forhold, dødsfald, fødsler, så husker kroppen......specielt med Mollies fødsel huskede kroppen/sindet smerten, og jeg lå og tænkte på, hold kæft, hvor er du dum Annette, at du ingen gang kan huske, at det gjorde så ondt, men havde jeg husket det " rigtigt" var hun jo aldrig blevet til og hende ville jeg ikke undvære. Pointen er, at hvis vi frygter smerten oplever vi aldrig det helt fantastisk gode og sådan er det jo i livets forhold. Learning by doing.

Hold da op, mange tanker her en sødag morgen, men et program med Phil Collins i nat, sangen Against all odds satte lige gang i tankerne, læs teksten nederst. Den besriver godt, hvordan jeg havde det fredag d. 4. aug. og 1½ uge frem, håbede, men turde ikke tro det.

Men stands op i livet,, gå en tur i tankerne ad Memoty Lane, lad opvasken stå og brug tiden på at mærke efter, forstå dig selv, jeg synes den tid er givet godt ud, og bare rolig opvasken står der også når du er færdig. Medmindre du har en Svigermor, der lige kom forbi i mellemtiden.

Against all odds af Phil Collins

How can I just let you walk away?
Just let you leave without a trace?
When I stand here taking every breath with you, ohoo
ou're the only one who really knew me at all

How can you just walk away from me?
When all I can do is watch you leave?
Cuz we shared the laughter and the pain
and even shared the tears
You're the only one who really knew me at all

Chorus:
So take a look at me now
Cause there's just an empty space
And there's nothin left here to remind me
Just the memory of your face

Take a look at me now
Cuz there's just an empty space
And you comin back to me is against all odds
and that's what I've gotta face, ohoo

I wish I could just make you turn around
Turn around and see me cry
There's so much I need to say to you,
So many reasons why
You're the only one who really knew me at all

Chorus
So take a look at me now
cuz there's just an empty space
And there's nothin left here to remind me
just the memory of your face

Take a look at me now
Cus there's just an empty space
But to wait for you, well that's all I can do
and that's what I gotta face

Take a good look at me now
I'll still be standing there
And you comming back to me is against all odds
It's a chance I have to take; ohoo

End

Just take a look at me now

Tekst skrevet af Phil collins