Hvordan går det?

Min gode veninde ringede her til aften, og kom med ovennævnte spørgsmål og mit standard svar er jo , at det går godt. Det gør det også, bare ikke helt godt, og hvorfor er det så svært at erkende?

Direkte som hun er (det er en af de ting jeg godt kan li' ved hende), sagde hun det gør det jo ikke. Sandt nok, hvorfor sagde jeg ikke det, men jeg har haft det bedre i dag, efter at have været hos lægen i går og der jeg reelt er syg, stress. Efter de sidste mange måneder er vi kommet rigtig tæt på hinanden, så hvorfor ikke bare sige det som det er? Jeg er faktisk lettet og har det bedre, er mere afklaret, sidste uge var forfærdelig, så det går egentlig godt.

Jeg ved at jeg er nødt til det her pusterum ellers går jeg ned, og hvad er jeg så værd for mine børn, min mand, mine veninder? Jeg måske lidt flov, jeg har i princippet givet op og det ligner ikke mig, stædigheden selv, men det er vel egentligt fair nok, der er grænser for hvor meget man som menneske kan rumme og skal finde sig i.

Jeg har haft en rigtig hjemmedag i dag, lang lur (hvorfor skal telefonen altid ringe når man sover?), vasket og tørret tøj, støvsuget og Oscar har haft en kammerat med hjemme. Dejlig afslappende dag.

Det var faktisk sandt hvad sjeg sagde i telefonen, det går efter omstændighederne godt, at der så stadig er en masse uafklarede spørgsmål, det er så det. Nogle fysiske og psykiske stresssymptomer, der kræver tid, men det kommer jo ikke fra den ene dag til den anden.

Måsker'er er der mange af i mine tanker lige nu, men jeg får ikke noget ud af at være bagklog, andre har truffet beslutninger, der desværre har haft uheldig konsekvenser for mit arbejdsliv, men jeg må se fremad, det er sikkert godt for noget.

Puha, jeg synes de sidste 4 måneder har været hårde følelsesmæssigt og jeg har vist taget min del.

Like a coaster like a rollercoaster......, mit turpas må snart udløbe....!