Mit arbejde

Jeg har ikke haft det helt store overskud på det sidste og det ses i at jeg hverken får lavet nogle LO'er, kort, ringet til venner og veninder eller får lavet mere praktisk herhjemme end det absolut mest nødvendige sammen en næsten konstant hovedpine. Grunden er simpel, jeg har ikke været glad for mit arbejde og har derfor også været enormt tænksom og lidt uligevægtig.

Jo, jeg får en god hyre, god frokost (lidt for meget fisk), kaffe osv, men meget vigtigere for mig er at have udfordringer og ikke mindst gode kollegaer. Begge ting har desværre manglet og det har gjort at jeg i et stykke tid ikke har haft nogen gejst ved at tage på arbejde, well, jeg har været der psykisk, men langt fra været tilstede psykisk og tårene er tit trillet ned ad kinderne på vej hjem i bilen.

Forleden gik jeg tidligt, var til en jobsamtale, og i løbet af den samtale gik det op for mg, at det er helt galt det her. Dagen efter spurgte vores vikar mig direkte på vej over i kantinen om jeg var glad for at være der, simpelt spørgsmål, men jeg kunne ikke svare ja. Det medførte en længere snak og da jeg efter frokost snakkede med min chef kom det hele ud. Det har så medført, at jeg er flyttet hen til Controllerne, 2 rigtig søde mennesker på min alder. Nu må jeg så bare tackle reaktionen fra mine kollegaer. Jeg får en nøjagtig beskrivelse af hvad der skal være mine opgaver og en læreplan. Chefen var så ked af, det der var foregået og var rigtig glad for at det var mig hun havde ansat og ville slet ikke tolere, at noget lignende skete fremover. Jeg er glad for, at hun tog hul på det, jeg synes det har været svært at gå til hende med som ny.

Mine kollegaer er som sådan flinke nok, men dagligt har der været noget "galt" med min måde at gøre tingene på både arbejdsmæssigt og privat. Det er så banalt, at jeg ingen gang gider nævne det her, men mange små ting, der ikke er noget i seig selv, men mængden har gjort det slemt.

Jeg tror, at de har følt sig truet af mig, fordi jeg er ung og dygtig, samtidig med at de har meget svært ved at gi' opgaver fra sig, selvom åh de har så meget og bunkerne vokser, rigtig martyragtigt. Det kan jeg simpelthen ikke bruge til noget. De har ikke tid til at sætte mig ind i tingene, men hvis de ofrede lidt tid, var opgaven fra deres bord, logik for burhøns og hvis de ikke ofre den, er det jo ligegyldigt om jeg er der eller ej. Det kommer stadig bag på mig, at mennesker og måske endda hunkøn kan være sådan overfor hinanden, det er så væmmeligt og koster så meget energi istedet for bare at have det rart.

Det sidste jeg fik at vide, før mit bæger flød over, var at de synes jeg skrev tal i hånden forkert. I mange år på Dst har jeg skrevet posteringark i hånden, har aldrig hørt det før..... Svigermor der har lagt øre til meget her på det sidste, kaldte alt det der er sket for direkte mobning og det gør ondt at give hende ret. Det jeg så aktivt opdrager mine børn til ikke at acceptere, hverken med dem eller andre som ofre, foregår hver dag på danske arbejdspladser.

Jeg er mere fortrøstningsfuld efter at have rykket mine ting fredag eftermiddag. Jeg glæder mig til at kunne navigere rundt i Sap lige så godt som jeg kan i Navision. Sap har nok været min største udfordring, arbejdsopgaverne har ikke indtil videre. Men jeg møder på mandag med friske øjne og må ta' det som det kommer.....

Det har virkeligt krævet mange tanker den sidste måneds tid, jeg har virkelig ikke haft lysten til at fortsætte, engagere mig eller gøre lige det ekstra, jeg har været ligeglad. Læst masser af jobannoncer, overvejet sygemelding, orlov, vikartilværelse, men det vil stadig være i baghovedet som plan b, hvis ikke det lykkedes lige med det samme med Vestsjælland. Lykkedes skal drømmen om huset, der har jeg ikke mistet kampgejsten og her i påsken, hvor der kommer lidt ro på, går jeg for alvor i gang med at regne mine egne regnestykker med renter, budget osv.

Jeg kunne blive ved længe endnu, men tårerne er begyndt igen, det gør ondt al den erkendelse og genoplevelse. Vil bare lige slutte af med at sige, at jeg specielt fra min elskede mand og svigermor har haft en suveræn opbakning, forståelse og øre, der ikke blev trætte af mine gentagne frustrationer.