Jeg er så stolt...

... over min søn. Hans lærerinde har næsten lige ringet og ville bare fortælle at Oscar havde hovedpine i dag i skolen og derfor var blevet inde i frikvarteret sammen med 2 andre, de havde på eget initiativ vasket alle bordene med sæbe, hun synes tanken var så sød og god.

Det førte så til en længere samtale om Oscar, hun roste ham til skyerne og sagde, at han er så dygtig, kan læse rigtig mange ord og er rigtig god til at børnestave. Er der noget at sige til, at jeg har lidt svært ved at få armene ned? Glæder mig til at fortælle Jesper det, han er i forvejen næsten 3 meter over skuldrene af stolthed over Oscar. Lærerinden sagde også, at hun mente ikke der gik lang tid inden Oscar læste "flydende". Hold kæft, jeg er ved at revne af stolthed, er I klar over at det er vores "lille" store dreng????

Vi har lagt mærke til Oscars læsefremskridt herhjemme også, rigtig mange ord, prøver han sig frem med via bogstavlydene og når frem til det rigtige, men mangler nogle gange trykfordelingen, men det kommer...... skal jo lige lære de nye ord også.

Jeg har det fedt med, at Oscar kan li' at lave mange forskellige ting, han har hænderne skruet rigtigt på, har ikke 10 tommelfingre og hjernen er skruet rigtigt sammen. Alt foregår lidt periodisk med Oscar, nogle gange er det Lego, så er det træ og værktøj, klippe/klistre, perleplader, opgaver, han udvikler både hjernen og kreativiteten og har evner i mange retninger. Nogle gange er jeg bange for, at dette kan blive hans svaghed, forstået på den måde at han ikke får et specielt interressefelt, men jeg håber det kommer med alderen og at vi som forældre kan guide ham.

Lad mig sige det sådan, at jeg tror alle døre er åbne for Oscar i fremtiden, og det er så vores pligt som forældre, at han har et trygt og godt bagland. Vores klare holdning herhjemme er, at han får nogle gode "studievaner", at skolen og lektierne er noget man passer, at man er pligtopfyldende og har orden i tingene, gør sit bedste og drengen er allerede klar over at "øvelse gør mester".

Eneste krav fra forældrenes side er, at han får en uddannelse, underordnet hvad, det han brænder for og han er tro mod sig selv.

Et mix af Jespers og min hjerne, det optimale, vi har en rigtig god dreng, for han har absolut også det sociale og sit selvværd. Han kan sige fra, har sin egen mening, tør være sig selv og har en fornuftig retfærdighedssans og accept af alle. Som han selv sagde, da en pige fra klassen blev drillet pga bl.a. briller, "jamen, hun er jo vores ven, hvorfor driller de hende" og sådan har Oscar det med langt de fleste. Det er fandme dejligt, at have en vellidt søn, som selv drengene fra 2. klasse vil lege med......