Onsdag d. 17. aug. var jeg til et eftermiddags/aften arrangement med arbejdet, manden skulle være i vores hidtil fælles hjem med børnene. Jeg var ikke meget for at tage med, var ikke lige in the mood, men det blev en rigtig god dag/aften med gode kollegaer. Men aftenen igennem kom mange sms' er fra manden om at han savnede ham, ikke direkte sagt, men lidt pakket ind.
Da jeg kom hjem og de følgende dage, fik vi lange snakke om at starte fra scratch igen, med parterapi, stille og roligt, og med kommunikation som udgangspunkt.
Set med logikken er jeg ikke sikker på, at jeg gør det rigtige, men mit hjerte siger, at jeg er nødt til at kæmpe for det, for at jeg kan se mig selv og mine børn i øjnene. Det bliver hårdt og jeg ved ikke om lykkedes, men jeg er nødt til det, jeg er nødt til at prøve alt hvad der står i min magt.
Abonner på:
Kommentarer til indlægget (Atom)
Ingen kommentarer:
Send en kommentar