Fredag d. 3 aug., fortalte min mand at han ville skilles og jeg har gået rundt i chok siden. Jeg har grædt ufatteligt meget, så jeg tror ikke jeg har tårer nok til resten af livet. Jeg har været igennem mange tanker om mit fremtidige liv som singlemor til 2.
Det var dødfrustrerende, jeg stod med sorgen, 2 børn, en masse uafklarede spørgsmål, forvirring og han skred bare...øv
Jeg har haft mange overvejelser og samtaler med manden i mit liv om børnene, bolig, inventar, økonomi. Jeg har været i banken og kommunen, og hele tiden haft tanken, er det virkelig det her han vil? Opgive vores 9 års lange samliv?
Jeg synes det er død svært lige pludselig uden forvarsel, at have hele sit liv til deling?At skulle leve uden manden jeg altid har elsket helt op til himlen, at skulle til at undvære mine børn halvdelen at tiden. Manden ville gerne have afklaring på det hele den første weekend, men det kom der ikke, jeg kunne ikke, men både børn og økonomi afhang også af om han fik et sted at bo.
Som en meget god ven af mig skrev, A divorce is like an amputation: you survive it, but there's less of you, og gud hvor er de sande de ord, jeg ved bare ikke helt endnu om man overlever.
Jeg må sige, at jeg har en masse rigtig gode veninder og en rigtig god ven, som har stået der hele tiden, lyttet og ladet mig græde, og været der for mig og mine 2 børn, jeg ved ikke hvad jeg skulle have gjort uden dette netværk.
Abonner på:
Kommentarer til indlægget (Atom)
Ingen kommentarer:
Send en kommentar