Gode råd

Jeg har fået en fantastisk støtte fra alle mine veninder det sidste stykke tid. Jeg tror, at jeg får en kæmpe telefonregning, men det må jeg se til den tid, jeg har aldrig i mit liv snakket så meget i telefon, haft så mange besøg og besøgt så mange. Det har helt sikkert været fantatisk at de bare har været der, betingelsesløst. Men alligevel er det svært, de prøver, men kan ikke helt sætte sig ind, hvor dybt i hjertet det egentligt gør ondt, vreden, skuffelsen, nederlaget, ydmygelses osv.

JEg har fået en masse råd, gør sådan, sig sådan, det skal du ikke gå med til og meget andet, jeg kan godt følge dem et godt stykke af vejen, og jeg ved de mener det godt. Men det er svært, jeg har nemlig ikke været stærk nok til at sige, at jeg gør det på min måde, så lige nu synes jeg at jeg svigter dem. Men det her er mit liv, og jeg er nødt til at kunne se mig selv i øjnene og tage de "kampe" jeg synes jeg vil, jeg er nødt til at følge mit hjerte og prøve. Det kan være, at jeg står i samme situation om et stykke tid og så håber jeg de stadig er der, og ikke siger "hvad sagde jeg".

Mn meget gode ven og lidelsesfælde gjorde mig opmærksom på, at jeg skulle til at spørge om "hvorfor synes du jeg skal gøre sådan). Den har jeg ikke tænkt på, før nu, men hvor har han ret, det svar der kommer ud af det, kan jeg nok bruge til langt mere.....

Jeg nødt til at gøre hvad jeg finder bedst, uanset om andre mener det er et skidt valg.Det lyder som børnelogik, men det er faktisk svært at indrømme overfor veninder, der har gjort rigtig meget for dig.