Godmorgen.....

... er det ikke alle, der har lært at sige.

Når jeg står op om morgenen, siger jeg godmorgen til dem der er oppe. Jeg siger godmorgen, når jeg er oppe og der kommer nogen ind i rummet jeg sidder i. Når jeg kommer på arbejde om morgenen siger jeg godmorgen ned gennem gangen til dem der er mødt.

Når jeg går i seng om aftenen siger jeg godnat, jeg siger det til dem der er i rummet og siger det til dem, der sidder for sig selv.

Jeg siger hej når jeg træder ind af døren og når jeg hører nogen komme ind. Ligesom jeg siger farvel når jeg går og til dem, der er ved at gå.

Jeg siger tak, når nogen serverer, rækker mig noget eller gør noget for mig, når nogen siger tak til mig siger jeg velbekomme eller selvtak.

Når jeg ikke kan nå eller mangler noget, siger jeg "må jeg be' om ..." og det sidder også på rygraden at sige tak for mad, når jeg ikke selv har lavet maden og jeg mener det oprigtigt.

Mine dejlige guldklumper har lært ovenstående gennem opvæksten og for dem er det en selvfølge. Det undrer dem ligesom det undrer mig, at nogen ikke bruge disse gængse fraser. Det føles meget provokerende at sige godmorgen eller andet og den man siger det til slet ikke svarer. Hvis det er fremmede kan jeg trække lidt på skuldrene af det, og griner lidt af det på arbejdspladsen også, men når det sker i mit hjem bliver jeg i den grad provokeret.

Kammeraterne til børnene har også disse manerer med sig, de unge mennesker kan både sige hej, tak for mad, farvel mm, selvom nogen lige skal hjælpes lidt på vej, men hvad betyder det at lægge ud, når man får det samme igen med et dejligt smil - næste gang kommer det helt af sig selv.

Nogen har bare ikke fået denne gave med fra starten, og jeg bliver såret og vred, når de kommer i mit hjem og gang på gang ignoreret et hej, et godmorgen, et godnat, et har-i-haft-en-god-tur og bare står og glor på mig som om jeg er faldet ned fra morgen og ikke er rigtig rask oven i hovedet. Det sårer mig, fordi det er børn jeg har lukket ind i mit hjem og byder velkommen, forkæler og tager med på oplevelser og i "underholdning". Mine børn undrer sig og sætter pris på den gave af dannelse de har fået med i bagagen, jeg undrer mig over nogen er sådan, men undrer nig nok i højere grad over at deres forældre ikke bemærker manglen.

Jeg bliver stolt, når jeg hører mine børn takke for is, gaver eller andet - dette betyder at de ikke tager det for en selvfølge, men sætter pris på, at en anden har tænkt på dem. Jeg mister lysten til at tage på tur eller gi' is til dem der ikke mestre disse få, men så betydningsfulde ord....

Bryllupsdag...

.... kom lige i tanke om, at det er 10 år siden at jeg blev gift, en stor fejltagelse, som der er rettet op på siden....

Set i bakspejlet burde jeg aldrig have sagt ja. Frieriet skete til min 30-års fødselsdagsfest, og der siger man jo "ja" og jeg kunne ikke lige overskue konsekvenserne ved at sige nej lige på det tidspunkt.

I tiden op til brylluppet, et halvt år efter frieriet, burde jeg også have taget signalerne om, at det var en dårlig beslutning alvorligt, men var ikke stærk nok og hvordan fortæller man lige alle, at man ikke har lyst..... ignorerede min mavefornemmelse og har i den grad betalt prisen.

Lykkelig for at være skilt fra denne mand, lykkelig for at jeg ikke skal fejre 10-års bryllupsdag i dag, lykkelig for at dagen er tilbragt med min vidunderlige prinsesse, lykkelig for en dejlig træning i fitness-centeret her til aften.....

Min lidelsesfælle.....

... for mange år siden arbejdede jeg sammen med den skønneste pige, som jeg er så heldig stadig at have i mit liv. Det bedste var, når vi var alene på kontoret, når vi sad og tastede fik vi ordnet hele verdenssituationen, børn, mænd, kærlighed, tanker - alt ! Det var så også disse dage vi fik mest fra hånden.

Efter arbejdspladsen lukkede så vi hinanden et par gange til middag sammen med de andre fra kontoret, så ebbede det lidt ud. For et års tid siden genoptog vi denne tradition, super hyggeligt, men min skønne kollega og jeg fik ikke rigtig snakket det hele igennem, når de gamle også var der....så vi har talt meget over Messenger. I dag bød muligheden sig så og jeg kørte hen til hende, vi drak te, gik tur og talte. Det er så mærkeligt så mange lighedspunkter der er i vores liv, vores oplevelser med den mand vi hver især har været sammen med  er så lig hinanden, og det er endda rigtig skræmmende oplevelser og følgevirkninger -  det gør det så nemt at forstå hinanden. En der kender følelsen af livet, hvor ens grænser ubemærket gennem år er blevet rykket til hvad du aldrig troede muligt, hvor selvværdet har været kørt i sænk, sindsyge liv, men ikke desto mindre sande..... skræmmende !

Snart skal vi til foredrag sammen om "hverdagens psykopater", er meget spændt på om vi bliver klogere på vores liv, vi har jo begge været sammen med en i mange år.... og kæmper os begge ud "dønningerne" og når vi er der, holder vi fest sammen  glæder mig dette.....

En rigtig dejlig eftermiddag med en skøn pige - men skræmmende vi begge gik fælden - flere gange....., så glad for at vi har hinandens støtte, latter og snakke.....

Min bedste ven....

... lærte jeg, at kende til svømning på ungdomsskolen. Vi havde mange skønne oplevelser sammen i årene der fulgte, vandretur, kanotur, fester, vore forelskelser, gåture mm. Vi gled langsomt fra hinanden da min ven fik første seriøse kæreste og sine drenge.

Jeg "festede" videre og var jo så sammen med eksmanden. for ca. 7 år siden mødtes vi så igen, da mit og eksmandens forhold var under gevaldigt pres... Eksmanden og min bedste ven kunne ikke rigtig sammen, min bedste ven forsøgte, men måtte kaste håndklædet, da han ikke kunne med eksmandens måde at behandle mig på - dengang kunne jeg ikke se det - desværre..... og vores veje gik hver sin vej på det tidspunkt, da jeg følte mig tvunget til at vælge eksmandens vej eller også var jeg ikke stærk nok ?

Da jeg blev alene for 1½ år siden var min bedste ven der med det samme og siden er det blevet til mange dybe snakke, fantastiske oplevelser med alle vores børn, fredagsbarer og fester <3 -="" havde="" overlevet....="" p="" venskab="" vores="">
Min bedste ven kan sige alt til mig, han kan være hård, men der er kærlighed bag og han får mig til at tænke, han lytter, han roser og ser ind bag min facade. Jeg beundrer hans skarpsindighed og han kan bare noget med ord og følelser....

Grundet triste omstændigheder i hans familie har vi ikke set så meget til hinanden denne sommer, men jeg ved han er der og det betyder alverden for mig  :-) men han er tilbage igen....

Vi har været sammen her til aften og hygget med børnene sammen med en anden fantastisk ven, jeg har været slået lidt ud af kurs det sidste stykke tid, men er ved at være på rette spor igen - vi havde en dejlig aften. Da jeg kom hjem fik jeg den dejligste sms fra ham og tårerne piplede frem.

Det bedste, der er sket i mit liv er at jeg efter alt for mange år uden, fik min bedste ven igen, hvor privilegeret kan man være ? Det har så også gjort mig meget bevidst om, at jeg for intet i verden vil "miste" ham igen, intet er det værd - elsker dig M.

Rejsen til Prag...

Børnene og jeg kom hjem fra den længe ventede rejse til Prag i sidste uge og jeg har brugt den sidste uge til at fordøje både indtryk og følelser.

Vi tog var med nattoget derned og det i sig selv var en oplevelse, meget lidt plads  og tror jeg hørte skinnerne hele natten, men absolut hyggeligt og en god start. Om morgenen nød vi udsigten gennem Tjekkiet og ankom til Prag. Endelig.....

Vi fik købt billetter til sporvogn og tog den hen til hotellet - ferie i gang.

Vi havde nogle fantastiske dage, jeg fik vist børnene de ting jeg gerne ville plus vi fik et par impulsive oplevelser også. Vi fik snakket og oplevet sammen, os 3 som familie. Det var guld værd, specielt at min teenagesøn også fralagde sig teenageattituden og tog del i oplevelserne.

Min første rejse alene med børnene var en succes og ja,

• jeg kan godt arrangere en rejse
• jeg kan finde rundt, når jeg skal
• jeg kan kommunikere på både tysk og engelsk i fremmede lande
• jeg kan godt forhandle gode priser hjem på markedet

Denne gang jeg var i Prag kan jeg kun sige, at jeg følte mig lykkelig, hvor jeg sidst var ulykkelig, men den første tur gjorde mig i stand til at tage en retning til friheden, lykken og mit liv.....

På den første tur lagde jeg hånden både til venstre og højre på den ene helgen på Karlsbroen, den venstre side betyder at man kommer tilbage til Prag og den højre lykke, jeg kom tilbage og er begyndt at opleve lykken igen. På denne tur lagde jeg hænderne de samme steder - jeg kommer tilbage til Prag og jeg er lykkelig for mit liv.... Prag kommer altid til at have en speciel betydning :-)

Jeg var mæt af oplevelser, indtryk, følelser og lykke, da vi satte os i flyveren hjem.....

I mit hjerte ...

...

Mollie og jeg har haft en lidt sentimental aften, vi har grædt både af savn og glæde. Oveni har vi haft en rigtig dejlig snak og min vise datter har sin egen måde at anskue livet på.

Jeg fortæller hende tit, at jeg elsker hende og Oscar helt op til himlen, for altid og uanset hvad. I dag fortalte jeg hende det samme, mens jeg holdt mig på hjertet og supplerede med at hende og Oscar altid var der. Mollie svarede, at i den største del af hendes hjerte er jeg, hendes far og storebror. Efter skilsmissen havde hendes hjerte delt sig og hendes far og jeg "boede" i hver sin halvdel og Oscar i begge halvdele. Min dejlige, dejlige pige, så ramt, så klog og altid med hjertet det rette sted overfor andre.

Elsker dig Molliepige, helt op til himlen, for altid og uanset hvad der sker,,,,,,

Turen går til Prag...

For nogle år siden var jeg på en dejlig tur til Prag uden mand og børn, men sammen med en masse jeg kendte på en bustur. Min plan med turen var, at se en dejlig by uden at tage hensyn til nogen, men ligeså meget en tænkepause for mig selv.

Turen blev et vendepunkt for mig og min mentale rejse væk fra ægteskabet startede her.... Små skridt i retningen af hvem jeg er startede....

Mine tanker denne weekend gjorde mig klart, at mit ægteskab ikke kunne fortsætte, men jeg var en kylling nogle år, mens jeg byggede noget selvtillid op med træning og studier.

I år, lidt mere end et år siden min skilsmisse, går turen igen til Prag, denne gang med mine dejlige børn og med tog ned og fly hjem, men på samme hotel, hvor min rejse begyndte. Ringen skal sluttes ! og jeg glæder mig helt vildt til at genopleve byen og stemningen med et sind, der er så eget lettere end dengang.

IAFFHalvmaraton...

... var noget jeg for et par år siden aldrig ville tro var muligt....efter at have levet med mange nedladende bemærkninger om mit løb, da jeg for nogle år siden genoptog det, blev det i disse år ikke til de lange distancer.

Efter dhl'en i sommers fik jeg lidt blod på tanden og i et overmodigt øjeblik tilmeldte jeg mig(efter kort overtalelse) min første halvmaraton i efteråret, og distancen skulle stås d. 29. marts 2014. Jeg har tvivlet mange gange i løbet af vinteren og fik ikke trænet så meget som jeg gerne ville. Den sidste måned op til gik jeg til den og med gode venners opbakning begyndte troen stille og roligt på at det kunne lade sig gøre....

Lørdag d. 29. marts 2014 tog jeg toget til København med mine børn og 2 veninder sammen med mange andre løbere, allerede der var stemningen fantastisk.....

Vi mødtes med mine kollegaer i København og børnene og veninderne gik ud i byen mens vi stillede op til start. Jeg vinkede til mine dejlige børn og veninder på vej ud af starten og de 21 km var påbegyndt, stemningen undervejs var fantastisk og solen skinnede. En meget lang tur  og da jeg var ved at give op stod børnene og veninderne og råbte og heppede og jeg løb resten af vejen og henover målstregen.....

Et par gange på turen tænkte jeg på bemærkningerne fra fortiden og de var med til at bære mig igennem sammen med stemningen og tilskuerne, suveræn oplevelse og stor personlig sejr. En anden stor lykke var mine børns stolte ansigter, min teenagesøns kommentar om hans "seje" mor. Det løb gav selvtilliden et stort boost.

 

Det er ikke sidste gang jeg deltager, selvom benene var trætte og ømme, var det den bedste oplevelse længe

Tak for troen og opbakningen til alle :-)

Bil...

I dag hentede jeg min nye bil, Peugeot 107, en lille bitte økonomisk bil, men den er min og den er ny. Den kommer til at give os og mig så meget mere frihed, muligheden for at tage på ture og besøg, komme til træning og scrap. Meget har vi/jeg lært at klare på cykel og jeg har haft stor glæde af, at kunne låne søsters bil, når jeg havde behov, men dette giver frihed :-)

I kølvandet på glæden tog jeg så også lige et par skridt tilbage, blev lige ramt af fortiden. Kampen væk fra mange års manipulation er hård og jeg sidder desværre tilbage med en selvtillid, der på nogle områder er blevet hårdt ramt. Hvorfor hænger alle de dumme kommentarer fast i hjernen og hvorfor er det jeg blev "narret" til at tro på dem ? Hvorfor ? Jeg ved jeg kan, hvorfor skal jeg så lige de skridt tilbage ?

Udfordringer...

...synes jeg, at der er rigeligt af for tiden og rigtig meget at tage stilling til og til tider kan det være svært at holde hovedet koldt. Ingen tvivl om, at skilsmisse var det rigtige valg og jeg nyder min tilværelse alene med børnene. De følgevirkninger skilsmissen har medført, havde jeg nok håbet på at undgå, men egentlig kommer de ikke bag på mig.

Jeg er på vej i den rigtige retning til at blive mig igen, men der er stadig en bid vej endnu... En nedbrudt selvtillid og en forvrænget/hjernevasket syn på hvad der er rigtigt og forkert er en skræmmende pris at have betalt gennem 15 år. Heldigvis er det slut - så prisen ikke blev endnu højere... Samler på de små sejre i hverdagen og dem bliver der heldigvis flere og flere af, selvom det en gang i mellem går et skridt tilbage, men jeg tror på at der også er et lykkeligt liv i vente til mig.

DHL...

Før jeg lærte ex'en at kende løb og trænede jeg meget, men det blev til stor ærgrelse ikke til meget i de første mange år med ham. For et par år siden startede jeg så til fitness og nød både core- og attack-træningen.

De sidste par somre har jeg også fået løbet lidt i skoven, men en bemærkning om, at jeg ikke kunne overhale skovsneglene dræbte motivationen en del. Sidst sommer meldte jeg mig til løbeklubben i mit tidligere arbejde, men det stoppede da jeg stoppede der og jeg var tilbage til småturene i skoven. 1½ måneds sygemelding sidst sommer gjorde dog, at jeg kom lidt mere i gang med løbet og genoptog svømmetræningen og mærkede fremskridt på kroppen, men da jeg startede arbejde i København og samtidig havde skolen også, var det begrænset med tiden til det efterfølgende.

Over vinteren prøvede jeg at holde det lidt ved lige på løbebåndet og da foråret startede, startede jeg i skoven igen, men havde ikke helt overskuddet og så kom skilsmissen og tog en del af det resterende overskud. Da jeg startede det nye arbejde, blev jeg spurgt om jeg ville deltage i DHL'en og jeg svarede måske lidt for kækt ja, der var jo lang tid til, så selvfølgelig kunne jeg det..... Desværre gik samværet med børnene jo ikke helt efter planen, så tiden har været knap. Men i løbet af sommeren
genfandt jeg kampgejsten, fik løbet når det var muligt, men har ikke lige været tilfreds med fremskridtene, synes ikke tiden og kondien har været god nok. Jeg var nok lidt flov over min kondition og manglende tro på mig selv, så jeg fik undslået mig løbeturene med kollegaerne i Frederiksberg Have med at skulle hente børn.

Men jeg fik løbet herhjemme i løbet af sommeren og i torsdags fandt DHL så sted og jeg var meget usikker på om jeg kunne og flov over, at jeg ikke kunne gøre det på for mig acceptabel tid.

Jeg var løber 1 på holdet og fik lagt ud i god stil og gennemførte på under ½ time, så fedt, en fantastisk følelse da jeg havde gennemført. Jeg kan løbe 5 km og jeg kan gøre det hurtigere end skovsneglene... en personlig sejr er i hus :-) Da jeg løb forbi teltet hvor kollegaerne = hepperne stod, var det med rank ryg og et smil, så fed en følelse, at blive klappet af og heppet på, at nogle giver opbakningen.

DHL er gennemført på under ½ time og jeg har svært ved at få armene ned... og da jeg på et tidspunkt kiggede på mellemtiden, blev jeg helt nervøs for om løber nummer 2 nu også var nået hen i startbåsen, da jeg nu kom alt for tidligt, men han var heldigvis klar!

Hvad så nu - er det slut med at løbe, absolut nej, har lige aftalt med en tidligere kollega, at vi skal deltage i andre løb og til næste år har jeg taget en del af tiden og jeg arbejder på, at kunne løbe en10km. Tiden er til personlige mål og sejre, jeg KAN !

 

Luka...

Luka

Sangen har altid været en af mine yndlingssange og efter i går har den kørt rundt i hovedet på mig og har lige siddet og lyttet til den igen og igen.

En stor tak til mine dejlige elskede venner for altid at være der, no matter what og mine fantastiske naboer, der også er der.

Sangen bekræfter mig i at holde fast i min holdning uanset hvad der sker, jeg kan ikke trues til at makke ret :-)

Det nye liv...

Jeg er ved at opbygge mit nye liv og finde de værdier, der betyder noget for mig. Det er lidt af en rejse, da mine behov og værdier, har været underlagt en andens humør og behov i alt for langt tid, har næsten glemt hvem jeg selv er. Rejsen er påbegyndt og er spændende men langt fra slut....

Jeg har fået prøvet lidt nye ting madmæssigt - mig som er ekstremt kræsen og vanemenneske - vegetarrestaurant og sushi er slet ikke så slemt som jeg havde frygtet, faktisk en kulinarisk oplevelse :-)

I køkkenet har jeg haft lidt udfordringer, da jeg jo altid har brugt så lidt tid her som muligt, men det er lykkedes at fremtrylle mad dagligt, også mad der kunne spises og her til aften modstod jeg fristelsen for at bestille pizza og valgte selv at lave mad og fik ros for hvor lækkert det så ud, kan ikke huske hvornår det sidst er sket.

Arbejdsmæssigt går det fantastisk, har fået et job hvor stemningen er god og jeg bliver udfordret, det er igen blevet en fornøjelse, at gå på arbejde og jeg glæder mig til hver ny dag, så spændende en virksomhed og dejlige kollegaer.

Socialt nyder jeg friheden i at være single+. Gamle venskaber er genoptaget med mennesker jeg holder rigtig meget af og har savnet i mange år. Vi har hurtigt genfundet venskabet og kemien, og det bedste er, at vores børn har det superfantastisk sammen og at de er en del af venskabet også. De har haft nogle rigtig gode stunder, simpelthen guld værd. Bekendtskaber har udviklet sig til venskaber, dejlige mennesker som jeg ikke har haft overskud til at lukke ind i mit liv før, er nu gode venner som betyder meget for mig. Nye venskaber er opstået også, hvilket har gjort mig rigere og udvidet horisonten.Mange gode både sjove, dybdegående og ærlige snakke. Har virkelig nogle suveræn gode venner. En super dejlig fest for nylig satte virkelig mit liv et rigtig tiltrængt perspektiv. En stor del af dette er, at min børn også er blevet en del af venskaberne, de nyder i lige så stor grad som jeg, glæden ved at have alle disse suveræne venner og deres børn. Alle mennesker der respekterer og elsker mig og mine børn, for dem vi er og ikke dem de ønsker vi er.

Mit hjem er ved at blive mit hjem, skuffet og skabe er blevet endevendt og ryddet op, mange ting er smidt ud. Smukke orkideer i vindueskarmen, der har overlevet længe efter min målestok, liljer i gulvvasen, der spreder en skøn duft. Et par betydningsfulde nye billeder, minder mig om hvor jeg er på hen i livet. Det er mit hjem nu....

Livet med mine 2 dejlige guldklumper nyder jeg til fulde - vi har en rigtig dejlig hverdag med plads til os alle 3. Børnenes venner kommer her ofte og det er så skønt. Spejderarrangementer, legegrupper, impulsive strandture, historielæsning, det fungerer bare.De er så skønne mine 2 børn og jeg elsker dem helt op til himlen og vil hente månen ned til dem hvis det skulle være.

Beslutning !

Forleden traf jeg et par vigtige beslutninger for mig selv.

Jeg skal finde ud af at leve mit liv fuldt ud, jeg skal lave de ting som jeg synes er fede og giver mit liv indhold. Mit og mine børns liv skal være fuld af gode stunder og lykke.

Det skal være slut med at finde sig i at blive nedværdiget og ydmyget og jeg er godt igang med at sige fra, måske bliver jeg en kælling, men det må så være det. Nu er det mig, der er den stærke !

Puha, det bliver en spændende rejse, men sikkert også svær, men tror på at den er det værd......

Overskud...

Et foredrag forleden med Eva Beierholm Bendtsen satte lidt tanker i gang om mit fremtidige liv.

Mit bæger har nok i mange år været tømt - et eller andet sted mistede jeg mig selv, mit selvværd og grundholdninger. Bægeret blev tøm, men aldrig fyldt op igen. Nu skal det fyldes og jeg skal finde ud af hvordan.

Hvad er det der giver mig nydelse ?

Hvad er det der betyder noget for mig ?

Hvilke drømme er det jeg har ?

Hvad er det, der fylder mit bæger op ?

Store spørgsmål som jeg ikke lige nu har svar på, men som jeg fremover skal finde svar på. Jeg skal til at finde en hverdag, der giver mening for mine børn og jeg. Jeg tror, at det bliver en svær, men spændende rejse. Jeg skal til at vælge til istedet for altid fra udfra mine egne behov og lægge 15 års indgroede mønstre og vaner bag mig og skabe mit eget liv. Det virker skræmmende, men jo mere jeg tænker byder det også på nogle muligheder, der ellers ikke ville være i spil.

Jeg har vist glemt hvem jeg er! I stedet for altid, at skynde mig i et misforstået hensyn, skal jeg vist standse op og mærke efter og trække vejret helt ned i maven og have en indvendig hovedrengøring :-)

Jeg har nydt 2 aftener i skønne kvinders selskab, der også har sat tanker i gang. Jeg har koncentreret mig meget om at være tilstede og nyde, istedet for at være på vej til ...? og have dårlig samvittighed over at prioritere mig selv.

Første spæde skridt i mit nye liv....

Slutningen....

… 15 års kæresteri/samliv/ægteskab stoppede forrige weekend og det er p…. hårdt.

Hvad der skete? Jeg ved det ikke, tror vi gennem de sidste mange år har slidt hinanden op og udviklet os i hver vores retning uden megen forståelse for hinandens behov! Jeg bliver boende i lejligheden og den kommende eksmand søger efter ny bolig, så hvornår vi reelt bor hver for sig er stadig uvist. Indtil videre komme han morgen og eftermiddag og tager så af sted om aftenen, for at vi får lidt tid for os selv og sover hver for sig.

Ellers er der fuld gang i snakken om hvem der skal have hvad – et helt liv delt på et par aftener, det er smertefuldt og det rummer så mange minder. Vi var jo gået ind i det her for resten af livet og jeg tror, at vi langt hen af vejen troede at vi kunne det andre ikke kunne.

Sidder tilbage med en meget splittet følelse, jeg både frygter fremtiden og glæder mig til den, jeg frygter et liv uden gemalen - min soulmate og bedste ven og samtidig glæder jeg mig til at live et liv uden de irritationer livet med ham også har budt mig.

Vi har haft mange gode år sammen, dejlige stunder, nærhed og alt det, der bare er skønt, men samlivet har også budt på stor smerte og sorg, vi kom sammen gennem meget, men nu gik det åbenbart ikke længere… Jeg håber, at jeg beholder min ven og at vi får tilliden til hinanden tilbage, så vores 2 dejlige børn kan få det godt.

Hvornår var det lige at slutningen begyndte ? Det gør så ondt…. helt derinde inderst i hjertet. Og lige nu taler hjerte og fornuft forskellige sprog :-(  Så kommer der lige et udbrud og jeg kommer tilbage til virkeligheden....

Mor/barn scrap...

.. blev holdt i tirsdags hos Scrapfactory og jeg havde meldt Mollie og jeg til. Siden Mollie fik at vide, at vi skulle afsted gik hun og glædede sig og snakkede om det. Mandag aften pakkede vi - mine ting i min kuffert og diverse kasser og Mollies ting i hendes lille kuffert og et net.

Tirsdag morgen kørte vi forventningsfulde afsted mod Ølstykke. Vi pakkede ud, fik sat os til rette og gik igang med at scrappe. Mollie var ret produktiv og jeg fik kun lavet et enkelt lo som er lige på trapperne til at blive helt færdigt. Det var en anderledes scrapdag, jeg plejer jo bare at være mig selv, men denne gang skulle jeg lige have styr på, hvor meget Mollie fik shoppet og hvor mange af mine ting, der forsvandt.....

Hvis der kommer et arrangement med børn igen, er det helt sikkert, at vi tager afsted igen. Vi havde en skøn dag og fik rigtig hygget. Jeg må sige, at Mollie også har forstået konceptet, tilbød pigen overfor knapper af vores, da hun skulle bruge 2 stykker, lånte glittergluen ud til en dame, der lige skulle bruge lidt finish. Da hun blev rost af de andre udbrød hun højt "Mor, er det ikke rigtigt at scrap handler om at hjælpe hinanden ?" Kan man blive andet end stolt ?

Her er Mollies kreationer, behøver jeg at sige, at Mollie ikke holder sig til de gængse mål ! Der er brugt godt med glitterglue og liqued pearls....

 

 

Om aftenen da vi var kommet hjem og havde pakket ud igen, laved Mollie de 2 næste, hendes tak for en god dag, kan man andet end elske hende helt op til himlen ?

 



Virkelighedsflugt...

... har jeg vist haft behov for det sidste stykke tid, primært efter den sidste eksamen. Jeg har fået læst de resterende 7 bøger af Liza Marklund om journalisten Annika Bengtzon. Hvad kan jeg sige - andet end at de holder ikke så længe de bøger ! De indeholder alt det en bog skal indeholde og er skrevet på en fængslende måde, jeg har ikke formået at kunne lægge dem fra mig, men den sidste er læst og et tomrum opstået !

Kan man kede sig ihjel ?

Jeg slap væk fra en arbejdsplads hvor jeg var ved at knække helt af at arbejde i døgndrift og havde alt for mange opgaver til at det kunne nås på en arbejdsdag, også selv om man tog aftenerne og weekenderne til hjælp.

Jeg fandt et nyt job, men er havnet i den stikmodsatte situation, jeg keder mig noget så voldsomt. Man kan sige at jeg får min lån, men på bekostning af hvad ? Dagene er lange og jeg har mistet gejsten. Jeg er bange for at blive dummere og glemme min kunnen. Jeg er bange for at miste humøret og initiativet helt. Hvad før en klog i sådan en situation ?

Jeg søger alt hvad der er at søge af job, men som konjunkturen er pt er vi mange om de få job, så det er ikke til at sige hvornår det bliver....

I mens må jeg jo prøve at holde hovedet igang, Jeg sluger bøger i øjeblikket, er blevet valgt som bestyrelsesmedlem og fundraiser hos spejderne og lurer på, hvad jeg mere skal finde på indtil skolen starter igen.

Jeg vil udfordres, jeg vil føle mig nødvendig, jeg vil gøre en foskel.....

International beskatning...

Tiden går stærkt og det er allerede en uge siden, at jeg var til eksamen i international beskatning. Det var først om eftermiddagen - 14.30, men da det var helt i Roskilde kørte jeg hjemmefra om formiddagen og tænkte, at jeg så ville finde et sted og læse de sidste småting og lige repetere lempelsesbrøken igen.

Da jeg parkedere måtte jeg mine 2 studiekammerater, der begge skulle op lige før mig. Nr. 1 fik et 10-tal og nr. 2 et 7-tal, og jeg kom så op et godt stykke før tid. Som altid var jeg dødnervøs, ved jeg bare skal bestå, men stræber samtidig efter en god karakter.

Da jeg efter eksaminationen blev kaldt ind til karaktergivning blev det til et 10-tal, jeg fik sagt, at det var jeg rigtig glad for. Hvorefter læreren sagde: "men du kan jo dit stof" og jo, det er jo rigtig nok og jeg kunne danse ned ad gangen :-) Fantastisk dag, resten af dagen og en fed fornemmelse med den karakter.

Nu holder jeg så en velfortjent pause til efter sommeren, hvor det sidste valgfag og hovedopgaven skal overstås, så der skal læses skønlitteratur for fornøjelsens skyld.