lørdag den 23. april 2011

Flynderupgård

Jeg kan svagt huske, at jeg som barne var på Flynderupgård med mine forældre, morforældre, kusine, fætter, moster og onkel. Vi tog bussen fra mine morforældre derop. Deroppefra husker jeg ikke rigtig noget, men jeg har en forestilling om at vi skulle derop, fordi min mormor og morfars gamle køkkenstol var med på en udstilling.

Derefter er der gået mange år, hvor jeg ikke har spekuleret på stedet, Jeg har selvfølgelig konstateret når jeg er kørt eller gået forbi, at det stadig lå der. Da Oscar startede i institution blev Flynderupgård et tilbagevendende sted, hvor han kom og sidenhen Mollie.

Da Mollie var et par år var jeg der for første gang siden barndommen på dette fantastiske sted.

Forleden var jeg der igen med begge børn. Der er en udstilling for tiden om Snekkersten Skoles historie og begge børn fik lov til at sidde ved en gammldags skolebænk og skrive på en tavle med en griffel for derefter at skrive med pen og blæk, hvilket krævede stor koncentration.


Købmandsbutikken i kælderen er så skøn. Begge børn har lidt svært ved at forstå, at der "kun" var en købmand og ikke et supermarked.... tænk, at man kunne købe et kræmmerhus med bolcher for 25-ører ! Margarine, sukker og mel blev vejet af osv.

I den ene længe er der en fast udstilling om Fiskerne i Espergærde, der er en stor del af byens historie. Denne elsker jeg mest af alt. Min morfar og hans bror var fiskere og syede garner. Min morforældres stol er ikke længere udstillet, måske er den gået tabt eller gemt af vejen i kælderen. Men i udstillingen er der et billede af min dejlige morfar på vandet. Der er heldigvis nogle  bøger om fiskerne fra Espergærde og jeg elsker at kigge i dem hjemme hos min mor og supplere mine erindringer om min mormor og morfar samt pumpe min mor for historier (hun er den eneste jeg har tilbage, der kan huske længere tilbage end jeg). Jeg er bevidst om, hvad der er min families baggrund og vil gerne ha' mine børn har den i baghovedet også.

Folkekøkkenet er absolut et besøg værd også,  saftevand, æblekage og lun kringle, alt på gammeldags manér. Ligeledes kan man også købe forskellig slags grød, en spise, der vist er gået lidt tabt i det danske køkken . . . jeg ville ha' jøbt en skål sødgrød, så vi kunne smage, men desværre var køkkenet underbemandet denne dag, så de havde ikke nået at koge den.

Gårdens arrangementer følger årstiderne og giver et godt indblik i livet i gamle dage, dyrehold, markerne, høsten ar kartofler og frugt, hvordan man laver æblemost osv.

Fantastisk sted og altid et besøg værd - vores fælles arv !

1 kommentar:

Jette... sagde ...

Det lyder som en skøn dag I har haft...og jeg er så heldig, at jeg også kan huske din morfar og mormor...skønne mennesker:)

Stort knus