Godmorgen.....

... er det ikke alle, der har lært at sige.

Når jeg står op om morgenen, siger jeg godmorgen til dem der er oppe. Jeg siger godmorgen, når jeg er oppe og der kommer nogen ind i rummet jeg sidder i. Når jeg kommer på arbejde om morgenen siger jeg godmorgen ned gennem gangen til dem der er mødt.

Når jeg går i seng om aftenen siger jeg godnat, jeg siger det til dem der er i rummet og siger det til dem, der sidder for sig selv.

Jeg siger hej når jeg træder ind af døren og når jeg hører nogen komme ind. Ligesom jeg siger farvel når jeg går og til dem, der er ved at gå.

Jeg siger tak, når nogen serverer, rækker mig noget eller gør noget for mig, når nogen siger tak til mig siger jeg velbekomme eller selvtak.

Når jeg ikke kan nå eller mangler noget, siger jeg "må jeg be' om ..." og det sidder også på rygraden at sige tak for mad, når jeg ikke selv har lavet maden og jeg mener det oprigtigt.

Mine dejlige guldklumper har lært ovenstående gennem opvæksten og for dem er det en selvfølge. Det undrer dem ligesom det undrer mig, at nogen ikke bruge disse gængse fraser. Det føles meget provokerende at sige godmorgen eller andet og den man siger det til slet ikke svarer. Hvis det er fremmede kan jeg trække lidt på skuldrene af det, og griner lidt af det på arbejdspladsen også, men når det sker i mit hjem bliver jeg i den grad provokeret.

Kammeraterne til børnene har også disse manerer med sig, de unge mennesker kan både sige hej, tak for mad, farvel mm, selvom nogen lige skal hjælpes lidt på vej, men hvad betyder det at lægge ud, når man får det samme igen med et dejligt smil - næste gang kommer det helt af sig selv.

Nogen har bare ikke fået denne gave med fra starten, og jeg bliver såret og vred, når de kommer i mit hjem og gang på gang ignoreret et hej, et godmorgen, et godnat, et har-i-haft-en-god-tur og bare står og glor på mig som om jeg er faldet ned fra morgen og ikke er rigtig rask oven i hovedet. Det sårer mig, fordi det er børn jeg har lukket ind i mit hjem og byder velkommen, forkæler og tager med på oplevelser og i "underholdning". Mine børn undrer sig og sætter pris på den gave af dannelse de har fået med i bagagen, jeg undrer mig over nogen er sådan, men undrer nig nok i højere grad over at deres forældre ikke bemærker manglen.

Jeg bliver stolt, når jeg hører mine børn takke for is, gaver eller andet - dette betyder at de ikke tager det for en selvfølge, men sætter pris på, at en anden har tænkt på dem. Jeg mister lysten til at tage på tur eller gi' is til dem der ikke mestre disse få, men så betydningsfulde ord....