De små tegn....

Jeg lægger virkelig mærke til mange småting i øjeblikket og tænker meget over det, overanalyserer, er nok et andet ord. Nussen på låret = når så mener han lidt, en sms med smiley luner, hold op hvor jeg hader det lige nu.

De små skridt fremad er svære, jeg vil helst tage kæmpe skridt og alt var som før, at jeg ikke skulle være usikker på hvor jeg har ham, hvis bare han ville åbne lidt for sine tanker, så jeg vidste præcis hvor jeg stod, jeg hader ikke at være herre over mit eget liv. Jeg vil hele pakken, og jeg har meget svært ved at finde ud af hvilket ben jeg skal stå på, reagere, gøre, sige og jeg bliver irriterende og det ønsker jeg egentlig ikke, men der er stadig kaos og usikkerhed indeni mig.

Jeg er ikke et øjeblik i tvivl om, at jeg ikke kunne have handlet anderledes end at have taget ham tilbage, men jeg er bange, bange for at blive såret, igen

Ringen

For 3 uger siden lagde manden ringen, jeg gjorde det først ugen efter i en brandert, og det var svært. Igår kom den på igen hos os begge og det føles rart at den sidder på sin plads.

Det er sært med sådan en ring, den bringer mange følelser frem.

Jeg husker tydeligt den dag jeg fik den for 8 år siden. Vi var på ferie i Tyrkiet, og hele svigemekanikken kom ned til os. Vi kom til at snakke om fingertykkelser (det var åbenbart planlagt fra mandens side) og jeg prøvede svigerindens ringe. Dem lånte manden og fik lavet min ring efter den størrelse. Den næstsidste dag, gik vi ned til havet og ud på stenmolen, her var manden på knæ og spurgte om jeg ville forloves, han var så sød, kunne slet ikke snakke for kartofler i munden. Da vi kom hjem til Danmark var ringen alt for stor, da fingrene hæver en hel del i varmen og jeg fil den lavet mange numre mindre.

Til min 30-års fødselsdag friede manden, jeg var så lykkelig. et halvt år senere blev vi gift, den lykkeligste dag i hele mit liv, ringen vil gebrugt, men der kom en sten i og vielsesdatoen.

Det jeg vil frem til er, at ring er et symbol for så mange gode og rare følelser, den føles rigtig at have på og har altid gjort det og jeg håber at den skal sidde på min finger resten af livet. Det er en enkel ring, ikke prangende, ikke dyr, men den betyder alt for mig og har så mange minder i sig. Den var/er symbol på vores forelskelse, kærlighed, troskab....?

Usikkerheden

Usikkerheden bliver nok min tro følgesvend et langt stykke tid endnu. Manden var til poker i går, og jeg var rastløs. Her til aften er han taget ned for at få snakket ud med en kammerat, oglige nu er jeg et nervevrag, jeg ved jeg skal stole på ham, men jeg bliver så pokkers usikker og jeg har ikke tal på de gange jer har kigget ud af vinduet.

Er han kommet tilbage for at blive? Jeg stoler fuldt ud på ham, når vi er sammen og når vi snakker, men når jeg er alene er tankerne ved at drive mig til vanvid. Jo, jeg er bange for at blive såret igen, og jeg håber virkelig han ikke gør det.

Murphy's omvendte lov..

1. Det er ikke alt hvad der kan gå galt, der går galt
2. Ingenting er nødvendigvis så svært, som det ser ud til
3. Ikke alting tager længere tid end man tror
4. Det er ikke altid svært at komme ud af noget, man er blevet blandet ind i
5. En beslutning skaber ikke altid to ny problemer
6. Hvis du en dag føler dig godt tilpas, s¨glæd dig over det - det kan være det varer ved
7. 50 % chance for succes betyder ikke at der nødvendigvis er 50 % chance for fiasko
8. Prøv at gøre alle tilfredse, selvom ikke alle bliver det.
9. Hvis der i en periode er 3 møder og 2 af dem er på samme tid - så prøv at få lavet det om
10. SMIL - også idag - selvom dagen i går var værre

Beskidt vaksetøj....

For et stykker tid siden, så jeg filmen Mona Lisa Smile, en rigtig tøsefilm. Kort fortalt handler den om at bevare facaden udadtil. Er din mand utro, så lader du ham gøre det, og bevarer holder facaden, du hænger ikke beskidt vasketøj ud, så andre kan se det.... Det gælder om, at bevare illusion om det perfekte ægteskab.

Disse ting har jeg tænkt meget over siden jeg så filmen, min illusion brast og alle ved det, drømmen om det perfekte ægteskab, til døden jer skiller osv.Jeg er begyndt, at genvinde troen og jeg tror på det igen, men der kom et skår i i sjælen og hjertet. og det gør ondt.

Vi prøver, at finde melodien igen, og i dag har været den bedste dag i de sidste 3 uger. På de 3 uger har jeg været hele følelsesregistret i gennem, chok, sorg, arrigskab, håb, jalousi, usikkerhed og i dag glæden.

For at holde mig til vasketøjet, så har jeg altid brokket mig over at skulle parre mandestrømper, det har virkelig været noget jeg har hadet. Der er ingen der ser ens ud af 30 sorte sokker, og ja, vaskemaskiner spiser strømper, de lever at det.....

Men forleden da jeg stod ved tørrestativet og skulle parre 30 uens strømper, opdagede jeg at jeg havde savnet det, hvor utroligt det end lyder, det var en mærkelig fornemmelse og de blev parret allesammen.

Hvis ikke du har set Mona Lisa Smile, så se den, jeg kan absolut anbefale den...

Tillid

Tillid er en svær ting og den er svære at håndtere, når først den er brudt. Førhen har jeg haft betingelsesløs tillid til manden. Lige nu efter den er brudt, er det noget jeg skal arbejde med, jeg kan mærke at bare han skal ned og leje dvd har jeg en uro i kroppen. JEg skal lære at stole på ny, men han skal ligeså vel lære mig, at han kan stoles på.

Jeg er sikker på den kommer med tiden, men den skal lære at styres.

Afklaret

Jeg har tænkt meget over min beslutning, de sidste dage, beslutning er måske det forkerte ord at bruge, jeg følger mit hjerte. Men for første gang i 2 uger har jeg haft en god nats søvn, og det må vel alt andet lige betyde, at jeg er afklaret.

Jeg frygter, at fortælle omverdenen om min beslutning, alle dem som jeg har grædt snot hos, og har rådet mig til bare at komme videre i liver uden manden, sætte ham på "pause" og finde mig selv. Men jeg er klar over, at jeg er nødt til at følge min egen overbevisning, jeg har troen på det og det er mit valg, som jeg står ved, så må jeg være stærk.

Min gode chef talte forleden om mavefornemmelser, han ville ikke råde mig til hvad jeg skulle gøre, han var altid klar til at lytte, men jeg skulle bruge mi mavefornemmelse i alle livets forhold, og det er denne jeg her følger og det er jo kun mig, der kan føle den.

JEg har altid synes, at det er for let at gi' op, bare der er lidt ballade, bliver folk skilt, går deres vej, dropper langvarige venskaber. MEn har vi ikke en pligt til at kæmpe for de personlige værdi og forhold, der så længe har gjort livet værd at leve? I Stedet for bare at give slip, for så slipper vi for at se på vores egne fejl, gå ind til kernen, fordi det ikke er rart og gør ondt, så er det lettere bare at sige "cut".

Et gammelt ordsprog siger, at det der ikke slår os ihjel, gør os stærkere! Er det ikke forbandet rigtigt? Hvis et par kommer løser krisen, er de så ikke kommet styrket ud? Blevet stærkere både hver i sær og sammen.

Dette er mit grundlæggende livssyn og jeg beklager overfor dem, der synes jeg bør handle anderledes, det kan jeg simpelthen ikke, jeg er nødt til at være tro mod mig selv, mine holdinger og mavefornemmelser, ellers kan jeg ikke tilgive mig selv.

Fremtiden kan ingen spå om, derfor ved ingen om det er det rigtige, at jeg så måske står i en lorte situation der, må jeg tage derfra. det klarer jeg også. Men jeg håber, at jeg altid vil kunne holde fast i min mavefornemmelse og at veninder, familie vil respektere denne, uanset hvor fjollet den må virke

En ny styrke dukker op..

Efter at have været handlingslammet og ude af stand til at tage en beslutning, føler jeg at jeg har fået en ny styrke idag.

Jeg skal have genopbygget tilliden til manden, jeg har valgt at tilgive ham, stikimod alt sund fornuft, så nu håber jeg, at han ikke misbruger den tillid og den tilgivelses, selvom tilgivelse skulle være betingelsesløst, så afhænger det også for mig af at han ikke svigter den.

Styrken fik jeg efter en længer samtale em min lidelsesfælle, som spurgte direkte ind til hvad jeg ville og om jeg kunne, den bedste og mest givende samtale, jeg har haft længe. Jeg vil give mit ægteskab chancen, det er jeg nødt til, og ingen skepsis til min beslutning fra ham, men han gav mig troen på at jeg kan og at jeg har styrke, tak, du ved hvem du er.

JEg vil gå ind for, at vi kan for det til at fungere af hele mit hjerte, men jeg skal nok også have styrken til at klare det, hvis ikke det lykkedes, så ved jeg at jeg har gjort hvad jeg kunne for mig og mine børn, jeg er bare ikke parat til at give slip endnu, det bliver jeg nok aldrig, men jeg vil kæmpe indtil jeg må sande at kampen er tabt. Men lige nu vælger jeg at tro på det.

Gode råd

Jeg har fået en fantastisk støtte fra alle mine veninder det sidste stykke tid. Jeg tror, at jeg får en kæmpe telefonregning, men det må jeg se til den tid, jeg har aldrig i mit liv snakket så meget i telefon, haft så mange besøg og besøgt så mange. Det har helt sikkert været fantatisk at de bare har været der, betingelsesløst. Men alligevel er det svært, de prøver, men kan ikke helt sætte sig ind, hvor dybt i hjertet det egentligt gør ondt, vreden, skuffelsen, nederlaget, ydmygelses osv.

JEg har fået en masse råd, gør sådan, sig sådan, det skal du ikke gå med til og meget andet, jeg kan godt følge dem et godt stykke af vejen, og jeg ved de mener det godt. Men det er svært, jeg har nemlig ikke været stærk nok til at sige, at jeg gør det på min måde, så lige nu synes jeg at jeg svigter dem. Men det her er mit liv, og jeg er nødt til at kunne se mig selv i øjnene og tage de "kampe" jeg synes jeg vil, jeg er nødt til at følge mit hjerte og prøve. Det kan være, at jeg står i samme situation om et stykke tid og så håber jeg de stadig er der, og ikke siger "hvad sagde jeg".

Mn meget gode ven og lidelsesfælde gjorde mig opmærksom på, at jeg skulle til at spørge om "hvorfor synes du jeg skal gøre sådan). Den har jeg ikke tænkt på, før nu, men hvor har han ret, det svar der kommer ud af det, kan jeg nok bruge til langt mere.....

Jeg nødt til at gøre hvad jeg finder bedst, uanset om andre mener det er et skidt valg.Det lyder som børnelogik, men det er faktisk svært at indrømme overfor veninder, der har gjort rigtig meget for dig.

Børn..

Hvordan ved man at man gør det bedste for sine børn? Mine har de sidste 2 uger været kede af det pga. far ikke var her, de har ringet til ham alt det de ville, han har været her, jeg har den opfattelse, at jeg ikke kan nægte faren at se sine børn og ej heller børnene at se deres far. Men de har været kede.

Ligenu er de glade, deres far har været hjemme i 4 dage. De har savnet ham, og jeg håber virkelig ikke at stikker halen mellem benene igen og smutter fra dem, så jeg skal se deres triste øjne igen. Jeg vil gerne og prøvet, at beskytte mine børn for meget, men nogle gange kan man bare ikke.....

JEg ville ikke bryde mig om, at skulle se dem kede af det igen, så derfor håber jeg at vi finder ud af det, ikke bare pga børnene, for man skal ikke blive sammen for børnenes skyld, og ikke selv være lykkelig, men for os alle.

Jeg ved ikke om børnene vil bebrejde mig mine beslutninger når de bliver ældre, men jeg har gjort mit bedste i den givne situation, og det er vel det, det handler om!!!

Sandheden overfor børn er svær, og svær at forklare når man ikke selv kender den. Hvorfor elsker dig og far ikke hinande længer? spurgte min søn. Min mand havde forklaret ham, at derfor ville han ikke bo her. Hvad svarer man, jeg vil ikke tale dårligt om hans far overfor ham, men jeg elsker jo stadig ham!

JEg håber, jeg/ (vi) formår at få vores børn hele ud af det her, det har de ikke fortjent. JEg gør mit allerbedste.

Vendepunktet...

Onsdag d. 17. aug. var jeg til et eftermiddags/aften arrangement med arbejdet, manden skulle være i vores hidtil fælles hjem med børnene. Jeg var ikke meget for at tage med, var ikke lige in the mood, men det blev en rigtig god dag/aften med gode kollegaer. Men aftenen igennem kom mange sms' er fra manden om at han savnede ham, ikke direkte sagt, men lidt pakket ind.

Da jeg kom hjem og de følgende dage, fik vi lange snakke om at starte fra scratch igen, med parterapi, stille og roligt, og med kommunikation som udgangspunkt.

Set med logikken er jeg ikke sikker på, at jeg gør det rigtige, men mit hjerte siger, at jeg er nødt til at kæmpe for det, for at jeg kan se mig selv og mine børn i øjnene. Det bliver hårdt og jeg ved ikke om lykkedes, men jeg er nødt til det, jeg er nødt til at prøve alt hvad der står i min magt.

Mti livs krise...

Fredag d. 3 aug., fortalte min mand at han ville skilles og jeg har gået rundt i chok siden. Jeg har grædt ufatteligt meget, så jeg tror ikke jeg har tårer nok til resten af livet. Jeg har været igennem mange tanker om mit fremtidige liv som singlemor til 2.

Det var dødfrustrerende, jeg stod med sorgen, 2 børn, en masse uafklarede spørgsmål, forvirring og han skred bare...øv

Jeg har haft mange overvejelser og samtaler med manden i mit liv om børnene, bolig, inventar, økonomi. Jeg har været i banken og kommunen, og hele tiden haft tanken, er det virkelig det her han vil? Opgive vores 9 års lange samliv?

Jeg synes det er død svært lige pludselig uden forvarsel, at have hele sit liv til deling?At skulle leve uden manden jeg altid har elsket helt op til himlen, at skulle til at undvære mine børn halvdelen at tiden. Manden ville gerne have afklaring på det hele den første weekend, men det kom der ikke, jeg kunne ikke, men både børn og økonomi afhang også af om han fik et sted at bo.

Som en meget god ven af mig skrev, A divorce is like an amputation: you survive it, but there's less of you, og gud hvor er de sande de ord, jeg ved bare ikke helt endnu om man overlever.

Jeg må sige, at jeg har en masse rigtig gode veninder og en rigtig god ven, som har stået der hele tiden, lyttet og ladet mig græde, og været der for mig og mine 2 børn, jeg ved ikke hvad jeg skulle have gjort uden dette netværk.